Køb af killing


I denne tekst er der svar på nogle af de spørgsmål, som vi oftest bliver stillet, når folk overvejer at anskaffe sig en killing. Vi anbefaler derfor, at man tager sig tid til at læse teksten igennem for at få svar – og måske grundlag for nye spørgsmål.

Kælekat/udstillingskat/avlskat?

I vores terminologi er en kælekat en kat, som ikke skal bruges i avl, og i praksis betyder det, at den vil være kønsneutraliseret, før den flytter hjemmefra. En kælekat kan være en kat med ubetydelige skønhedsfejl, som fx ører der er en anelse for bredt ansat, en uønsket hvid plet, et uønsket bump på næseryggen, en smule for kort hale eller 1000 andre ting, der gør, at vi vurderer, at katten måske ikke er topkvalificeret til udstillingsbrug, eller det kan være en kat med en fejl som diskvalificerer den til avlsbrug, fx en navlebrok eller en uregelmæssighed på halespidsen. En kælekat kan også være en kat, som faktisk ikke har fejl, men som vi alligevel ikke synes bør gå i avl, fx hvis vi synes at linjen er tilstrækkeligt repræsenteret i genpuljen allerede.

Hvis man gerne vil prøve at udstille sin kat, er det en god idé at nævne det for os. Så kan vi hjælpe med at finde en killing, som vi tror vil være egnet til en udstillingskarriere, omend det skal understreges, at vi aldrig kan garantere for killingens udstillingsresultater, da disse afhænger både af konkurrencen, af dommernes valg og af killingens fremtidige udvikling.

Hvis man ønsker sig en avlskat, må man forberede sig på mere end ét trediegradsforhør og en langt højere pris, og sandsynligvis tilbringe en del tid med at vente på den rigtige killing, da vi ofte har folk skrevet op på forhånd til bestemte kombinationer. Bemærk, at vi ikke sælger avlskatte til folk uden forudgående kendskab til kattesporten, så er man helt ny i katteverdenen, vil vi til hver en tid anbefale, at man starter med en udstillingsegnet kastrat. At udstille aktivt er noget nær den eneste måde man kan opnå tilstrækkeligt kendskab til sin race og opbygge det netværk, som er uundværligt for enhver ordentlig opdrætter.

Priser?

En fuldvaccineret, neutraliseret og ID-mærket killing til kæle- eller udstillingsbrug koster hos os fra kr. 7000. De er i reglen klar til at rejse hjemmefra i 4 måneders alderen, ledsaget af et registreringscertifikat fra TICA, en sundhedsattest fra dyrlægen og en skriftlig salgsaftale, samt naturligvis lidt mad, godbidder, legetøj, billeder og hvad der ellers måtte ligge for.

Tidlig neutralisering?

Killingerne bliver som nævnt neutraliseret inden de rejser hjemmefra. Det gør vi, fordi det er meget nemmere for vores købere ikke at skulle igennem bekymringer og udgifter til dyrlæge kort tid efter anskaffelsen, og fordi unge killinger kommer sig langt hurtigere over indgrebet end voksne katte. Der er altså klare dyreværnsmæssige fordele ved at neutralisere tidligt, og økonomiske såvel som følelsesmæssige fordele for køber.

 

Hvilke krav stiller vi til killingens nye hjem?

Vi stiller faktisk ikke ret mange krav til killingens nye hjem. Til gengæld er de krav, vi stiller, helt ufravigelige. De er for både købers, vores og ikke mindst kattens skyld:

1. Vi forventer, at kattekøbet er velovervejet. Tænk på, at en kat let kan leve 10-15 år eller mere – er der taget højde for eventuelle flytninger, jobskift, familieforøgelser osv.? Enhver kan selvfølgelig komme ud for noget uforudset, men man skylder både sig selv og katten at tænke sig grundigt om, før man påtager sig ansvaret som katteejer, og vi forventer, at man beholder katten til dens død. Kan man af en eller anden grund ikke beholde katten alligevel, forventer vi at blive kontaktet med mulighed for selv at tage katten retur, og/eller med mulighed for at hjælpe med at finde den en nyt, passende hjem.

2. Vi forventer, at man er villig til at komme på besøg og møde killingerne og de voksne katte i deres hjemlige omgivelser og få en snak om racen, om kattehold generelt, om forventninger og ønsker til en fremtidig kat osv. Det er vigtigt at kat og ejer passer sammen, så det er vigtigt for os, at vi lærer køberne at kende og får en fornemmelse af kemien. Man kan altså ikke bare “bestille en kat over nettet”, og man skal ikke regne med at få en killing med hjem ved sit første besøg.

3. Vi forventer, at katten plejes kærligt i det nye hjem, herunder, at den altid har adgang til lødigt foder og frisk vand, at dens pels holdes fri for filter, at den får kærlig og hyppig opmærksomhed og at den tilses af dyrlæge mindst én gang årligt ved revaccinationen og i øvrigt efter behov.

4. Vi forventer, at katten holdes under sikre forhold, dvs. som indekat evt. med adgang til indhegnet have eller gåture i sele. Mange mener, at katte skal løbe frit – sjovt nok, for hvem har nogensinde hørt om fritløbende kaniner, hunde, ildere, heste osv.? – men det er en sejlivet misforståelse, at katten kun kan blive lykkelig med fri adgang til udelivets farer. Vi har i årevis haft katte i lejlighed, og har nu vores katte i hus med adgang til en indhegnet have. Hvert år dræbes omkring 70.000 katte i trafikken i Danmark (se Vejdirektoratet) – det er over 5% af landets samlede kattebestand og svarer til, at vi skulle acceptere over en kvart million trafikdræbte mennesker årligt! Hertil kommer alle de andre risici: Slagsmål, smitsomme og i værste fald dødelige sygdomme, hunde, ræve, tyveri, kattehadere osv. osv. Som katteejer er man desuden juridisk forpligtet til at tage ansvar for, at ens dyr forbliver på egen matrikel (se Bekendtgørelse af lov om mark- og vejfred), og vi står gerne bi med råd og vejledning om konstruktion af løbegårde. De behøver ikke at skæmme hus og have, tværtimod, og de giver en dejlig sikkerhed for katten.

Hvordan er killingen vokset op og hvordan bor vi og kattene?

Vi har ejet Maine Coon-katte siden 1995 og har opdrættet siden 1998 med gennemsnitligt 2 kuld om året. Killingerne vokser op sammen med os og de voksne katte, først i soveværelset og siden med adgang til hele huset. Fra fødslen til de forlader os i 4 måneders alderen, har vi tæt kontakt til killingerne. Vores voksne katte lever sammen med os og har adgang til alle rum og udendørs løbegård. Hankattene har dog deres eget værelse med egen løbegård, fordi vi er nødt til at holde dem adskilt fra hunkattene, når vi ikke planlægger killinger. Vi overholder naturligvis nøje både FIFe’s og TICA’s regler for avl og opdræt, og vi er fuldgyldige medlemmer af den internationale specialklub Maine Coon Breeders And Fanciers Association og dermed underlagt dennes etiske regelsæt.

Vores katte kommer desuden jævnligt på udstilling, dels fordi vi og kattene synes det er sjovt, dels fordi det er vigtigt at få evalueret avlskattene typemæssigt, så vi kan bevare racen som standarden foreskriver.

Vores avlskatte er eller vil blive testet, ved ultralyd og DNA-test, for HCM, en hjertesygdom som findes hos både race- og huskatte, herunder også Maine Coon. Desuden er avlskattene selvfølgelig nøje udvalgt fra ind- og udland med henblik på sundhed, udseende, størrelse og temperament for bedst muligt at sikre, at killingerne bliver, som vi synes en rigtig Maine Coon skal være. En gang Maine Coon, altid Maine Coon!